Udgivet i Finans.dk den 25. oktober 2021 af David Bakkegaard Karsbøl, CIO i Selected Group

Centralbankerne har holdt renterne for lave for længe. Nu risikerer vi, at de går i panik, når friværdien omsættes i højere forbrug, og inflationen for alvor tager fat igen.

I disse måneder ser vi store brydninger i markedet, fordi en meget fremtrædende, disinflationær tendens nu ser ud til at blive erstattet af forventninger om højere inflation (dvs. højere forbrugerpriser). Den største og vigtigste diskussion i den finansielle sektor lige nu er, om inflationen blot vil være midlertidigt højere som følge af midlertidige, logistiske problemer relateret til corona-nedlukninger – eller om højere inflation risikerer at skabe større lønpres og efterfølgende højere inflationsforventninger, der kan skabe en inflationær spiral.

Centralbankerne har efter min mening længe udfordret de inflationære guder med exceptionel lempelig pengepolitik, og i forskelligt omfang har deres ledelser været åben om, hvordan de så på risikoen for inflation. Det gennemgående budskab har været, at centralbankerne med finanskrisen i erindring hellere ville risikere at skabe en højere, midlertidig inflation end en nærme sig deflation (faldende priser) igen.

De enorme obligationsopkøbsprogrammer har forhøjet priserne på obligationer, hvilket er ensbetydende med, at renterne er faldet. Dette har tre væsentlige betydninger. For det første har ultralave renter skabt mere risikovilje blandt investorer, fordi de ikke længere kan få et nævneværdigt afkast i obligationer. Dette er en væsentlig årsag til, at aktiemarkedet trods meget omfattende corona-restriktioner har klaret sig så godt i det seneste års tid.

For det andet har de meget lave renter kunstigt understøttet boligejere, der har fået adgang til historisk lave finansieringsrenter på realkreditobligationer og banklån. I takt med, at renterne er faldet, har boligkøbere – alt andet lige – i bankernes kreditbevillingsprocesser kunnet kvalificere sig til at købe dyrere og dyrere boliger. Dette er den væsentligste årsag til, at ejendomsmarkedet indtil nu har klaret sig så godt i mange år – og senest i kølvandet på corona-restriktionerne.

For det tredje har denne kombination (stærke aktiemarkedet, og stor friværdi) skabt en hastigt accelererende formue for de danskere, der var heldige at købe bolig og aktier for blot få år siden – og oven i købet har de kunnet refinansiere deres gæld til væsentligt lavere rente undervejs.

Det er denne formue og historisk udtalte evne til at tage forbrugslån i friværdien, der nu udgør den største, potentielle kilde til varigt højere forbrugerpriser og en voldsom og langvarig udfordring af globale forsyningskæder. Vi ser det allerede i bilmarkedet, i råvarepriserne, i producentpriserne og i virksomhedernes inflationsforventninger.