Af David Bakkegaard Karsbøl

Investorer har siden finanskrisen vænnet sig til tanken om, at obligationer ikke kunne forventes at give et afkast, og at obligationsafkastet kun blev leveret, hvis renterne mod forventning blev ved med at falde.

Renterne blev faktisk ved med at falde indtil midten af 2020, hvor den tyske rente på 10-årige obligationer bundede ud i -0,9%. Herefter var obligationer noget, man skulle undgå som pesten.

I samme periode var inflationen ekstremt lav – trods en meget lempelig pengepolitik fra alverdens centralbanker. Da finanspolitikken også blev lempet for fuld udblæsning over coronakrisen, og friværdierne blev omsat til store stigninger i online shopping, sommerhus og bilkøb, har vi nu set en voldsom stigning i inflationen.

Obligationsinvestorerne har sendt renterne i vejret for at afspejle risikoen for, at centralbankerne ganske enkelt ikke har styr på inflationen. Det er et voldsomt chok, der er tale om, for finansielle markeder anvender generelt renten på sikre statsobligationer til at prisfastsætte øvrige aktiver.

Et eksempel kunne være, at renten på realkreditobligationer skal være den samme som statsobligationer med samme løbetid – blot tillagt et merafkast som afspejler, at realkreditobligationer er en smule mere usikre.

Det samme sker med erhvervsobligationer, EM-statsobligationer, ejendomme og aktier. Alle disse mere risikable aktiver har haft et elendigt første halvår, fordi eksempelvis aktieinvestorer nu faktisk har et reelt alternativ i form af obligationer. I skrivende stund handles Totalkredits 30-årige 4% realkreditobligation i kurs 93, hvilket giver et afkast til udløb på cirka 4,5%.

Nuvel, aktiemarkedet kan forventes at give mere på den lange bane, men det er også til en væsentlig større risiko (cirka 3 gange større udsving). De indtil nytår meget dyre aktiemarkeder har dermed for første gang i mange år et ganske gangbart, likvidt og relativt sikkert alternativ.

Ser vi samtidig på udsigterne for økonomien, ser obligationer faktisk endnu mere interessante ud. Prisen på tømmer er kollapset i USA, hvilket indikerer en stor, forventet nedgang i byggeaktivitet. Det samme kommer til at ske herhjemme, hvor marginerne for udviklere er under voldsomt pres.

Med stor sandsynlighed bliver væksten i andet og/eller tredje kvartal negativ, og beskæftigelsen kommer til at falde. At centralbankerne først nu begynder at stramme pengepolitikken er også et problem. De strammer på vej ind i en recession og gør dermed blot tingene værre. Efter alt at dømme vil forbruget og inflationen derfor toppe i meget nær fremtid, og renterne bør derfor også være tæt på toppen.

Obligationer er derfor blevet interessante igen.